#den(jule)kjensla

– Tale?
– Ja, sa eg.
– Kan du passe hamsteren vår i jula?
– Klart det, sa eg.

Og slik gjekk det til at eg stålsette meg før uvêret Urd, fordi eg skulle ta vare på ein hamster. I fleire dagar førebudde eg meg. Eg lukka vindauga i leilegheita til hamsteren lille julaften, sånn i tilfelle. Eg klappa hamsteren litt før eg dro. Den tygde meg i handa som svar på det. Eg tok inn posten. Fylde på vatn. Skylde ut av kaffikanna. Dobbeltsjekka at buret sto beint.
Då uvêret kom palla eg meg inn i alt regntyget mitt, tusla bort til leilegheita med hamsteren og låste meg inn med hjartet i halsen. Ulte vinden utanfor? Rista huset? Var hamsteren daud av skrekk?

No har det seg slik at Urd var sterk vestavind, og denne leilegheita låg austvendt. Så det var sjølvklart heilt stillt. Regnet pøste ned, men det er vi vane med på Sørlandet, så alt var heilt normalt. Hamsteren var glad for meir vatn og mat, og løp rundt i hjulet sitt medan eg drakk litt kaffi og venta på ei lita pause mellom regnskurane så eg kunne tusle heim att. Då eg skulle gå klappa eg hamsteren litt. Den tygde meg i handa ein gong til. Så gravde den seg ned i sagflisene i buret sitt og somna.

hamster

Det skal meir enn ein julestorm til for å skremme dette dyret.

PS: er det nokon som veit om eg treng stivkrampesprøyte etter å ha blitt tygd av hamster?

Var det den sumaren?

Hei, Internett.

Eg har bytta målform etter gruppepress heimanfrå. Eigentleg bytta eg målform etter ein tentamen på vidaregåande, men eg har vore vinglete i målet sida då. No får eg ikkje lov til det lengre.

Eg har innsedd at eg ikkje er noko bloggetryne. Eg kan skrive, men eg får liksom ikkje til å sette meg ned og skrive i mi eiga, offentlege loggbok. Eg klarar ikkje føre offentleg vevlogg, rett og slett. Det å loggføre meg sjølv er for privat til at eg går til å gjere det på eit offentleg sted. Og ein blogg er ein offentleg stad.

Ei stund prøvde eg å ha ranteblogg. Men det er eg for forsiktig til. Ei stund prøvde eg å lage teaterkritikkar. Men eg er ikkje ofte nok på teater, og ein teaterkritikk er ein tekst som er meta noko analogt som har vore, og er dermed ikkje særleg interessant for andre enn dei som var der. Ei stund prøvde eg på å vere morosam. Men eg er for sint til å vere gjennomgåande morosam, og for intern med meg sjølv til at andre forstår ironien min gjennom tekst.

Og no kjem hausten, tida der eg ideelt sett bør sette meg med eit pledd i fanget og ein kopp te, og hamre laus på tastaturet. Trøkke ut tekst som om verda gjekk under i morgon, og det einaste som kan hjelpe er at eg tømmer hovudet mitt på papir.

Eg tvilar på at det kjem til å skje. Og eg veit kvifor.

Sida eg var lita har eg drive med teater. Ein kunstform som kan oppsummerast slik: Ein person går gjennom eit rom medan ein annan ser på. Eg har alltid gjort ting i ensemble. Det er gjer åleine har eg aldri publisert, for å vere åleine har vore fritid. Ei anna seinskade frå teatret er at eg ikkje veit korleis eg formidlar noko utan å ha eit publikum. Etter å ha studert filologi bør eg kunne lage meg ein implisitt lesar når eg skriv, men det får eg altså ikkje til.

Eg har ikkje noko publikum. Men treng eg eigentleg det? I forordet til The boy who could save the world skriv Lawrence Lessig om at Aaron Schwarz blei frustrert då Lessig tipsa nokon andre om bloggen hans. For det Schwarz skreiv på bloggen sin var han sitt. Bloggen var den private notatboka hans.

Eg likar den tilnærminga. For det er i grunn ingen som les det eg skriv her. Kanskje grav nokon opp noko eg har skrive for lenge sida ein dag, men då er det dei som har dykka i arkivet, ikkje eit stort publikum som har venta på neste livsteikn.

Skrive som om ingen les det. Danse som om ingen ser.

Eg trur eg tar den koppen med te likevel, eg.

Gi meg en tidsvender!

Så mange idéer, så lite tid. Døgnet mitt er fylt opp av møter, forelesninger, e-postbesvarelser, middag, avtaler, henvendelser, planlegging, flere møter, pensum, nyheter, jobb og familien. To-do-listen min fyller seg opp mens kapasiteten bare minker. Hadde jeg hatt mer enn en hjemmeeksamen igjen av semesteret hadde jeg neppe sett lys i enden av tunnelen.

Problemet mitt er at jeg virkelig liker alt jeg driver med. Jeg har et kjempespennende studie, en utrolig morsom jobb, leder- og nestlederverv som gir meg håp for fremtiden, en fantastisk familie. Alt jeg gjør er viktig for meg. Men jeg har ikke tid til alt sammen. Jeg rekker ikke lade batteriene (eller telefonen for den saks skyld) før jeg må haste videre til det neste jeg har på agendaen.

Øverst på ønskelisten min til jul står en tidsvender. En slik liten timeglassformet dings som Hermine har i den ene Harry Potter-boka, og som hun bruker for å være flere steder på en gang. Med en slik kunne jeg f. eks. laget middag mens jeg sov, eller skrevet praksisrapporten som skal leveres på fredag mens jeg hang opp klesvasken som må være tørr til i morgen, eller sittet i møte mens jeg lagde teater. Dersom noen vet hvor jeg kan få tak i en tidsvender er jeg evig takknemlig. Dersom noen har en å sende meg blir jeg enda mer takknemlig!

Det sagt, så har alt ansvaret lært meg å virkelig verdsette dødtid når den først dukker opp. En halv time uten noe som helst på tapeten kan redde dagen, av og til hele uka. Jeg har også blitt flinkere til å organisere tiden min, og det hjelper vanvittig mye. Det siste som mangler nå er at døgnet har et par flere timer, eller at jeg har litt flere å fordele oppgaver på.

Jeg vet jo at når en trenger noe, uansett hvor umulig det kan være å oppdrive, så er det verdt å spørre. Og nå spør jeg internett etter mer tid. Eller ressurser som kan frikjøpe tid. Hvis du vet om noe som kan få hverdagen min til å gå bedre rundt, så si ifra til meg, så blir jeg kjempeglad.

Tusen takk.

„You’re all individuals!“

Capitalista Baby vist på Deutsches Theater, Berlin høsten 2011.
Regi: Tom Kühnel og Jürgen Kuttner

Man kann sich fragen, ob man ins Theater oder ins Kino gekommen ist. Eine Aufnahme von einem Interview mit Ayn Rand lauft auf dem „eisernen Vorhang“. Die Befürchtung, dass diese Inszenierung noch einer von diesen Theater/Film/“Es soll interaktiv sein“-Inszenierungen ist, läuft den Rücken runter. Das Interview endet, ein Übersichtsbild von New York wird gezeigt und Jürgen Kuttner, gestaltet als Ayn Rand, kommt hervor zum Bühnenrand. Er/sie macht einen kurzen Prolog und verschwindet. Somit enden die Aspekten, die mit dem „modernen, innovativen Theater“ verbunden werden. Als der eisernen Vorhang gehoben wird, steigt ein dunkles Bühnenbild hervor. Mitten an der Bühne steht ein großer Gegenstand, bedeckt von einem Stoffstück. Was dieser Gegenstand ist, verbleibt ein Geheimnis durch die ersten Szenen, bis das Stoffstück weggezogen wird, und ein riesiges, golden-bemaltes Dollarzeichen strahlt. Ein Symbol für Reichtum, Wohlstand und und Erfolg. Die Werte, die in Capitalista Baby als grundlegend bezeichnet werden.

Die chronologisch erzählte Handlung fängt an, als der Architekt Peter Keating seinen alten Schulfreund Howard Roark nach Hilfe fragt. Roark ist als Architekt noch nicht so erfolgreich wie Keating, aber deutlich mehr talentiert. Roark lehnt ihn ab, er will seine eigene Wege gehen, trotz Angebote von Geld und Promi-Status. Als die beiden ihren unterschiedene Leben führen, tauchen plötzlich die hübsche Frau, gespielt von Natali Selig, auf, und eine latente Liebesgeschichte zwischen ihr und Roark wird etabliert. Aber statt eine Happy Ending, die die Zuschauer erwarten, lehnt Roark noch einer Person, die ihn nah steht, ab, um seine Ziele zu reichen. Durch sein gefühlskalte Verhalten zur Welt wird eine reißende emotionale Spannung geschöpft. Eine unerwartete Wendung, die von Kühnler und Kuttner vielleicht nicht so gemeint war.

Das einzige, was als Bruch im Logik der Diegese funktioniert, ist dass Roark als selbstständiger Architekt arbeiten möchten. Es war nie üblich, das Architekten ganz allein gearbeitete. Den meisten großen Architekten, die wir jetzt kennen, haben in Teams von Architekten gearbeitet, und sich als Leiter dieser Gruppen vorgestellt. Aber im Bezug auf dieser Inszenierung ist diese nur eine kleine Technikalität.

Ayn Rand hat den Roman „The Fountainhead“ 1943 geschrieben. Er wurde 1949 verfilmt. Die Regisseure des Stücks, Kühnel und Kuttner, haben das Manuskript der Verfilmung übersetzt, und für die Bühne bearbeitet. Eine, in eine dramaturgische Wahrnehmung, einfache Lösung, aber das Resultat ist eine sehr schöne Adaption. Dass Kühnel und Kuttner die epische Dramaturgie gewählt hat, macht es noch mehr bewundernswert. Man geht davon nicht aus, dass die Zuschauer Rands Philosophie kennen, und damit erklären die Schauspieler während des Stückes was Rand damit gemeint hat. Die Kontextualisierung ist eine treffende Ergänzung zur Geschichte.

Das Stuck ist in seinem Inhalt abstoßend wie aber auch Verführend. Als es sich dem Ende nährt hält der Hauptrolleninhaber Daniel Hoevel eine 15 Minuten lange Monologe über den zerstörenden Altruismus, der zu Schmarotzertum führt und Gesellschaftsschädigende Auswirkungen hat. Hoevels Rollenfigur Roark formuliert seine Verachtung gegenüber den weichen Wesen die in der heutigen Welt als Helden bezeichnet werden er ist nämlich die vorbildliche Figur. Er hat stärke, er hat Integrität, er ist kompromisslos. Die Bühne wird heller und heller. Nach den 15 Minuten kann man den Schauspieler kaum sehen, weil das Licht blendend hell ist. Der biblische Symbolismus ist einleuchtend, aber die Figur, die dort steht, hat sich gerade als ein Art von Antichrist formuliert. Drei Stunden schwere intellektuelle und philosophische Inhalt wird jetzt bearbeitet. Die Zuschauer stimmen ihn nicht zu. Trotzdem gibt es eine selige Stimmung im Saal, und als sie nach Hause gehen, bringen sie dieser strahlende Katharsis-Augenblick mit sich.